Velkommen til Bimosegaard Refugie i Faldsled på Sydfyn

Refugie betyder “tilflugtssted”.

Ligesom dyr og planter igennem årtusinder har overlevet i små økologiske refugier, når levebetingelserne blev svære, så kan vi mennesker have brug for at trække os fra hverdagen for at finde plads, tid og ro til fordybelse.

Den mulighed kan du få hos os, hvor vi lejer vores dejlige lejligheder ud til dig, der trænger til en pause. Uanset om det er en længere ferie eller bare et par dage væk fra det kendte. 

Faldsled ligger i de smukkeste omgivelser på Sydfyn med udsigt til det fynske øhav. Du finder uberørt kystlinje, charmerende stråtækte bindingsværkshuse, skov og strand, en strandpark med sauna samt en hyggelig lille havn – alt sammen lige omkring.

Området byder desuden på forskellige gode caféer og spisesteder, der naturligvis også tæller byens stolthed, vores nabo, Falsled Kro.

Det vi tror på

Vi arbejder til dagligt med svært stressede mennesker i vores virksomhed Stresslæge.dk og vi ved, hvad der skal til, for at komme ned i gear og ind i roen. Vi elsker fordybelse, langsomhed og pauser – og vi ved, hvor vigtigt ro og pauser er i hverdagen.

Nyd de smukke omgivelser og slap af.  Du kan starte dagen med en morgendukkert og en tur i saunaen ved Strandparken. Eller måske bare en slentretur langs vand og moler – eller en tur til Svanninge bakker, de fynske alper, som ligger ikke langt fra Faldsled. Rammerne for, at blot lade blik og tanker hvile, er til stede.

Vi inviterer også indenfor til workcation, dvs. at trække stikket – uden at slippe opgaven eller jobbet helt. 
Måske du længe har haft planer om at skrive din bog færdig, fordybe dig i en særlig opgave eller færdiggøre et projekt.
Skriv til os for et tilbud på et længere ophold. 

Vores refugie er for alle over 16 år, som blot ønsker at nyde livet uden for meget støj og uro. Vores sted er derudover røg- og husdyrfrit. 

Du må dog gerne ta’ et glas vin og bare hygge dig.  Det gør vi.

Om Refugie-lejlighederne

Det lille røde bindingsværk hus, Assensvej 510, fra 1856, er nænsomt renoveret og indeholder to fine lejligheder, på hver omkring ca. 60 kvm med egen indgang og kodelås. 

Begge lejligheder har stue, køkken og bad og henholdsvis 4 og 6 sovepladser. 

Vi har prioriteret gode senge, dundyner og hovedpuder samt lækkert kvalitets sengetøj i bomuldssatin. Derudover har vores intention været, at lejlighederne indgyder ro, hjemlighed og hygge.

Hver lejlighed har en terrasse, og lejligheden “Jordnær” har desuden en udestue. 
Der er en carport ved huset og derudover har vi parkeringspladser bag den store hvide lade på vores matrikel på Assensvej 506. 

Vores drøm om et helle...

Vi købte i juli 2023 Bimosegaard og huset ved siden af (hhv. Assensvej 506 og 510) med en drøm om at skabe vores helt eget særlige Refugie. Et sted, hvor vi som værter kan give vores gæster en oplevelse af et lille helle i en atmosfære af fred og ro, der i det øjeblik, du ankommer, får pulsen til at falde, skuldrene til at sænke sig og smilet til at brede sig.

Siden 2016 har vi nemlig drevet virksomheden Stresslæge.dk, hvor vi hjælper hårdt stressramte. Her har vi specialiseret os i dybdegående stressbehandling, der sikrer vores klienter et nyt liv helt uden stress. 

I forbindelse med vores stressbehandling holder vi retreats, som foregår på Bimosegaard. Vi har på sigt planer om at udbyde flere nye kurser, retreats, fordybelsesdage m.m, hvor omdrejningspunktet er at finde ro i krop og sind.

Ombygningen af den store lade bliver det næste skridt, hvor der etableres enkeltværelser, grupperum og fælleskøkken. Loftet i laden bliver istandsat til et smukt undervisnings- og yogarum. 

Den gamle røde staldbygning skal omdannes til et overdækket uderum med udekøkken, sidde- og spisepladser samt bålsted.

Sideløbende med ombygningen omdanner vi stille og roligt den store park på Bimosegaard til en terapihave med smukke uderum, hængekøjer, orangeri og hvileområder.

Du kan også leje vores Refugie til at afholde dine kurser. Skriv til os. 

Læs evt. mere på Stresslæge.dk